Parterapi

Ring for at få en tid til behandling inden for 24 timer
Bestil tid Bestil tid


Føler I jer fastlåst i de samme destruktive kommunikationsmønstre i jeres parforhold? Har din partner været utro, eller er du jaloux? Parterapi kan løsne op for disse udfordringer, og hjælpe jer tilbage til et forhold præget af mere nærhed, forståelse og accept for hinanden.

Hvad er parterapi?

Et parforhold vil typisk rumme mange smukke, glædelige og kærlige stunder. På livets lange vej vil selv den største kærlighed dog ikke kunne undgå at få skår og skrammer, som kan opleves vanskelige at overkomme på egen hånd. Parterapi er derfor for par, der ønsker hjælp til at løse samlivsproblemer og konflikter, man ikke selv evner at håndtere på nuværende tidspunkt.

Nogle gange kan en pludselig og uventet hændelse lede til følelser af svigt og mistillid. Sygdom og store kriser ved tab eller utroskab kan i særdeleshed også gøre det svært for to at følges ad. Andre gange er der perioder, hvor den seksuelle eller følelsesmæssige gnist er gået i dvale og gør det svært at mærke nærheden hos den anden. Det kan skabe en følelse af afstand eller utryghed. Problemer med kommunikationen vil ofte være det, der fører til skænderier, misforståelser og langvarige konflikter, som slider på forholdet og gør det svært at blive sammen.

Det er naturligt at opleve svære perioder i et parforhold. I særligt krævende tider, kan det dog være gavnligt at søge terapeutisk støtte hos en udenforstående. Gennem parterapi kan der skabes de rette rammer for en dybere indsigt i de destruktive samspils- og kommunikationsmønstre, der viser sig at have udviklet sig i relationen og som nu skaber splid. Parterapeutens opgave er at skabe et fortroligt rum, hvor I sammen kan øve jer på at give udtryk for jeres aktuelle behov, følelser, fantasier og ønsker for fremtiden.
Til tider kan konflikter opstå på baggrund af følelsen af, at man i parholdet er ”vokset sammen”, hvor angsten for at miste den anden hænger sammen med angsten for at miste sig selv. I de tilfælde kan det være givende at arbejde på en selvstændighedsproces, hvor I genopdager jeres styrker som enkeltindivider, men hvor det samtidigt bliver klart, hvad tosomheden beriger jer med hver især.

Andre gange kan det være gavnligt at fokusere på de aspekter, der bringer jer sammen – fælles interesser, visioner om fremtiden, projekter, familie – og herigennem genfinde og styrke sammenholdet, intimiteten og kærligheden til hinanden. Det er meget forskelligt, hvilke interventioner der er givende i parterapi afhængigt af den aktuelle konflikt, der opleves. Det største fokus i parterapi relaterer sig dog til parrets kommunikationsevner.

Læs mere om parterapi

Utroskab betyder, at man i smug har et følelsesmæssigt nært, intimt og til tider seksuelt forhold til en anden, som ikke er vedkommendes kæreste, kone eller mand. Utroskab er ofte en stor kilde til sorg, følelser af splittelse, lavt selvværd, vrede, jalousi og afmagt. Når den ene i et parforhold begynder at vise interesse for andre seksuelle partnere, kan det være enormt opslidende for kærlighedsrelationen. Selv hvis hændelsen opfattes som en engangsaffære, som ikke vil gentage sig, kan det stadig volde langvarig smerte og følelser af tillidsbrud. Når tilliden er blevet undermineret, kan det vække mange forskellige følelsesmæssige reaktioner hos den, der er blevet såret. Det er muligt at komme igennem det svære, men det tager tid og tålmodighed. Det kræver samtidigt en stor åbenhed og villighed til at være sårbar fra begge parter for at kunne hele de sår, der har skabt kaos i kærligheden.

Bestil tid Bestil tid

Sexlivet er ofte en vigtig faktor, der spiller ind i parforholdets konflikter og spændinger. Imens intimitet og nærhed styrker et parforhold på mange områder, så kan fraværet af intimitet og sex være kilde til seksuel frustration eller opblusse andre allerede eksisterende konflikter, der gør parret mere udsat. Det kan være hårdt for et par at opleve perioder med mindre lyst til kærtegn og seksuel aktivitet. Den ene kan begynde at føle sig afvist og mindre attraktiv, når gentagne tilnærmelser ikke lykkes overfor den anden. Den anden part trækker sig måske på baggrund af et ønske om, at intimiteten skal fylde mere i dagligdagen og ikke kun begrænse sig til sengen. Vores seksualitet er en stor kilde til kommunikation, hvor vi både kan signalere hengivenhed og omsorgsfuldhed, men også straf og afstandtagen. De seksuelle aspekter kan derfor fortælle meget om et parforholds liv og trivsel og mulige bagvedliggende årsager til længerevarende konflikter.

Bestil tid Bestil tid

Psykisk vold er en mental destruktiv type vold, der udspiller sig imellem to parter. Psykisk vold beskrives som systematiske ydmygelser eller nedvurderinger af den ene part i parforholdet, hvor magtbalancen skubbes ud af ligevægt. Denne form for vold er ikke let at spore, men er ligeså nedbrydelig som fysisk vold og kan forårsage store konsekvenser for den, der konstant udsættes for kritik og bebrejdelser. Det er vigtigt, at man som udøver søger hjælp til at forstå baggrunden for, og ændrer måden man behandler sin partner på. Psykisk vold kan komme til udtryk ved at man er opsat på at kontrollere sin partners omgang med andre mennesker, spisevaner og tøjvalg. Det kan være, at man bevidst manipulerer sin partner for at opnå et bestemt mål eller bevidst forsøger at ramme sin partner på samvittigheden eller selvværdet for selv at ”komme ovenpå”. Det er selvsagt uholdbart for et parforhold, når voldelige metoder blandes ind i kærlighedslivet, og der er oftest behov for akut individuel terapi og parterapi.

Bestil tid Bestil tid

Jalousi er ofte en almindelig reaktion, når vi oplever usikkerhed, som er forbundet med angsten for at miste. Følelsen af jalousi kan være grundlagt i barndommen, hvor der igennem svigt er udviklet et billede af, at man ikke er værd at elske. Tidligere erfaringer med tab eller utroskab kan på samme måde føre til jalousi og et behov for at fastholde sin partner for at undgå ubehagelige forestillinger og følelser. Det kan være slidsomt for et parforhold, når jalousien spiller ind og hæmmer den ene eller begges tilværelse og psykiske velvære. Det er muligt at bearbejde jalousien i samarbejde med sin partner ved at åbne sig op om sine usikkerheder. Sammen eller ved hjælp af parterapi, kan der ofte findes en vej til, hvordan man igen kan skabe en tillidsfuld og kærlig relation.

Bestil tid Bestil tid
Bestil tid Bestil tid